This implementing regulation establishes the scientific panel of independent experts to support the enforcement of the EU AI Act. The panel assists the AI Office and national market surveillance authorities by evaluating general-purpose AI models, assessing systemic risks, and providing expert guidance on technical matters.
These are the complete, official texts exactly as published in the Official Journal of the European Union. Please report issues to websites@futureoflife.org.
Artikel 1: Genstand og anvendelsesområde Åbn som side
Ved denne forordning fastsættes der regler vedrørende
(a)oprettelsen af et videnskabeligt panel bestående af uafhængige eksperter inden for kunstig intelligens og dette panels virke
(b)bestemmelser om betingelserne, procedurerne og de nærmere ordninger for, hvordan det videnskabelige panel og dets medlemmer kan sende kvalificerede varslinger og anmode AI-kontoret om bistand til udførelsen af det videnskabelige panels opgaver.
KAPITEL II
Oprettelsen Af Det Videnskabelige Panel Og Dets Virke Åbn som side
Artikel 2: Oprettelsen af det videnskabelige panel Åbn som side
Der oprettes et videnskabeligt panel bestående af uafhængige eksperter inden for kunstig intelligens (»det videnskabelige panel«).
Artikel 3: Udvælgelseskriterier og det videnskabelige panels sammensætning Åbn som side
1.Eksperterne udpeges til det videnskabelige panel efter en indkaldelse af interessetilkendegivelser på grundlag af de udvælgelseskriterier, der er fastsat i indkaldelsen.
2.For hver mandatperiode, jf. artikel 4, fastsættes antallet af eksperter af Kommissionen i samråd med Det Europæiske Udvalg for Kunstig Intelligens (»udvalget«) og angives i den indkaldelse af interessetilkendegivelser, der er omhandlet i stk. 1. Antallet af eksperter i det videnskabelige panel må under ingen omstændigheder overstige 60.
3.Eksperterne udvælges med henblik på at sikre:
(a)flerfaglig og tværfaglig passende og aktuel videnskabelig, teknisk eller socioteknisk ekspertise, der vedrører kunstig intelligens eller virkningerne af kunstig intelligens, eller som på anden måde er relevant for en effektiv håndhævelse af forordning (EU) 2024/1689, herunder ekspertise inden for berørte sektorer, grundlæggende rettigheder og ligestilling, alt efter hvad der er relevant
(b)uafhængighed af enhver udbyder af AI-systemer eller AI-modeller til almen brug, jf. artikel 68, stk. 2, litra b), i forordning (EU) 2024/1689
(c)uvildighed og objektivitet, jf. artikel 68, stk. 4, i forordning (EU) 2024/1689
(d)evne til at udføre aktiviteter omhyggeligt, nøjagtigt og objektivt.
4.Kommissionen sikrer ved udvælgelsen af eksperter, at mindst én og højst tre statsborgere fra hver EU-medlemsstat og hvert medlem af Den Europæiske Frihandelssammenslutning, som også er medlem af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, udpeges som eksperter til det videnskabelige panel, forudsat at der er ansøgere fra det pågældende land, som opfylder de kriterier, der er fastsat i indkaldelsen, og forudsat at der kan opnås en tilstrækkelig omfattende dækning af relevante ekspertiseområder på denne måde. Statsborgere fra EU-medlemsstater og medlemmer af Den Europæiske Frihandelssammenslutning, der også er medlemmer af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, skal udgøre mindst fire femtedele af eksperterne i det videnskabelige panel.
5.Kommissionen sikrer så vidt muligt en ligelig kønsfordeling ved udvælgelsen af eksperter. Med henblik herpå prioriterer Kommissionen, når udvælgelsen kræver et valg mellem to lige kvalificerede kandidater, det underrepræsenterede køn.
6.Eksperter, der opfylder de kriterier, der er fastsat i indkaldelsen, men som ikke udpeges til at deltage i det videnskabelige panel, opføres på en reserveliste over disponible eksperter (»reservelisten«), som er gyldig i hele panelets mandatperiode, jf. artikel 4.
1.Eksperterne udnævnes til medlemmer af det videnskabelige panel for en begrænset periode på to år med mulighed for forlængelse.
2.Hvis en ekspert fratræder eller ikke længere opfylder betingelserne i denne forordnings artikel 10 og 13 eller artikel 339 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, kan Kommissionen afskedige den pågældende ekspert.
3.Hvis en ekspert afskediges i løbet af vedkommendes mandatperiode, udpeger Kommissionen en afløser for denne ekspert for resten af perioden fra reservelisten eller om nødvendigt efter en indkaldelse af interessetilkendegivelser. Når Kommissionen udpeger en afløser, tilstræber den at sikre kontinuitet i ekspertisen, den geografiske repræsentation og kønsbalancen.
1.Ved begyndelsen af hver mandatperiode, jf. artikel 4, udpeger Kommissionen en formand og en næstformand blandt medlemmerne af det videnskabelige panel. Med henblik herpå anbefaler det videnskabelige panel med simpelt flertal blandt sine medlemmer en formand og en næstformand blandt sine medlemmer.
2.Formandens og næstformandens mandatperiode følger det videnskabelige panels mandatperiode, jf. artikel 4, og kan forlænges én gang. Enhver udskiftning af formanden eller næstformanden i løbet af mandatperioden sker i overensstemmelse med proceduren som omhandlet i stk. 1 og gælder i resten af perioden.
1.AI-kontoret og Det Fælles Forskningscenter varetager i fællesskab sekretariatet (»sekretariatet«) for det videnskabelige panel.
2.Sekretariatet er ansvarligt for at yde den nødvendige støtte for, at det videnskabelige panel kan fungere effektivt. Sekretariatet skal navnlig:
identificere og håndtere potentielle interessekonflikter
overvåge overholdelsen af den forretningsorden, der er omhandlet i artikel 8, og efterkommelsen af anmodningerne om at udføre opgaver i henhold til artikel 68, stk. 3, i forordning (EU) 2024/1689
behandle anmodninger fra markedsovervågningsmyndigheder til det videnskabelige panel om yderligere ekspertise
behandle anmodninger fra medlemsstaterne om støtte fra eksperterne med henblik på deres håndhævelse af forordning (EU) 2024/1689 på nationalt plan.
Artikel 7: Udførelse af opgaver og udarbejdelse af dokumenter Åbn som side
1.Kommissionen udpeger i samråd med formanden medlemmerne af det videnskabelige panel til at udføre panelets opgaver på grundlag af ekspertise, tilgængelighed og andre faktorer, der er relevante for en effektiv udførelse af den pågældende opgave, herunder eventuelle interessekonflikter og sikkerhedsbetænkeligheder. Medlemmer af det videnskabelige panel høres forud for den potentielle udnævnelse og skal gives mulighed for at tilkendegive interesse for udpegelsen.
2.For hver opgave i henhold til artikel 68, stk. 3, i forordning (EU) 2024/1689 kan Kommissionen i samråd med formanden udpege en referent og to bidragydere. Medlemmerne af det videnskabelige panel kan til enhver tid på eget initiativ beslutte at udarbejde kvalificerede varslinger i henhold til artikel 90 i forordning (EU) 2024/1689 eller andre opgaver for det videnskabelige panel.
3.Hvis en ekspert ikke længere er i stand til effektivt at udføre sin tildelte opgave, underretter eksperten Kommissionen, som i samråd med formanden udpeger et andet medlem af det videnskabelige panel på de betingelser, der er fastsat i stk. 1.
4.I tilfælde hvor Kommissionen udpeger en ekspert fra det videnskabelige panel til at foretage evalueringer på dens vegne i henhold til artikel 92, stk. 2, i forordning (EU) 2024/1689, vurderer Kommissionen, om en sådan udpegelse kan påvirke ekspertens evne til uafhængigt, upartisk og objektivt at udføre en opgave, som det videnskabelige panel varetager på det tidspunkt. Hvis Kommissionen konkluderer, at en sådan udpegelse kan have en negativ indvirkning på denne evne, fritages eksperten fra den pågældende opgave, som derpå tildeles et andet medlem af det videnskabelige panel på de betingelser, der er fastsat i stk. 1.
5.Det videnskabelige panel kan gennemføre tematiske høringer med interessenter for at indsamle dokumentation med henblik på at forberede sine opgaver i henhold til artikel 68, stk. 3, og artikel 90 i forordning (EU) 2024/1689. Med henblik herpå kan formanden, hvis mindst tre medlemmer af panelet anmoder herom, fremsætte anmodning til sekretariatet om at tilrettelægge disse høringer. Deltagelsen i og konklusionerne af disse høringer gøres offentligt tilgængelige på et af Kommissionen hertil indrettet websted.
1.Ved forslag fra og efter aftale med sekretariatet vedtager det videnskabelige panel en forretningsorden med simpelt flertal blandt sine medlemmer.
2.Forretningsordenen for det videnskabelige panel skal bl.a. foreskrive:
(a)procedurer for udførelse af det videnskabelige panels opgaver som omhandlet i artikel 68, stk. 3, i forordning (EU) 2024/1689
(b)regler, der sikrer anvendelsen af principperne i artikel 10 til 13 i nærværende forordning
(c)regler vedrørende afstemning, herunder gennem stiltiende samtykkeprocedure.
3.Det videnskabelige panel gennemgår efter aftale med sekretariatet forretningsordenen mindst hvert andet år for så vidt angår dens bidrag til, at det videnskabelige panel fungerer effektivt, og ajourfører den om nødvendigt.
4.Forretningsordenen gøres offentlig tilgængelig på et af Kommissionen hertil indrettet websted.
1.Eksperterne aflønnes, hvis de er blevet udpeget som referent eller bidragyder for udførelsen af det videnskabelige panels opgaver i overensstemmelse med de i Kommissionen gældende bestemmelser, såfremt AI-kontoret har anmodet om sådanne opgaver i henhold til artikel 68, stk. 3, i forordning (EU) 2024/1689.
2.Eksperternes udgifter til rejse og, såfremt sekretariatet finder det hensigtsmæssigt, ophold i forbindelse med aktiviteterne i det videnskabelige panel godtgøres af Kommissionen i overensstemmelse med de i Kommissionen gældende bestemmelser. Disse udgifter godtgøres inden for rammerne af de til rådighed stående midler, der bevilges til Kommissionens tjenestegrene under den årlige tildeling af bevillinger.
Artikel 10: Uafhængighed, upartiskhed og objektivitet Åbn som side
1.Eksperterne udpeges eller udnævnes i deres personlige egenskab. De kan ikke delegere deres ansvarsområder til andre personer.
2.Eksperterne skal være uafhængige af enhver udbyder af AI-systemer eller AI-modeller til almen brug som defineret i forordning (EU) 2024/1689, som kan påvirke deres uafhængighed, upartiskhed og objektivitet, hvilket kræver, at eksperten hverken er ansat af eller er i et kontraktforhold med en sådan udbyder i hele den mandatperiode, der er omhandlet i artikel 4.
3.De afgiver en interesseerklæring med angivelse af enhver interesse, der ville kunne begrænse eller med rimelighed kunne anses for at begrænse deres uafhængighed, upartiskhed og objektivitet, herunder eventuelle relevante omstændigheder vedrørende deres nærmeste familiemedlemmer. En model for en sådan interesseerklæring knyttes som bilag til indkaldelsen af interessetilkendegivelser, og interesseerklæringen indgives som en del af ansøgningen.
4.Eksperterne ajourfører deres interesseerklæringer:
forud for udpegelsen til det videnskabelige panel eller forud for opstilling på reservelisten
ved enhver ændring af omstændighederne.
5.Hvis forpligtelserne som omhandlet i stk. 1-4 ikke er opfyldt, kan AI-kontoret træffe passende foranstaltninger, herunder afskedigelse af eksperten fra det videnskabelige panel.
1.Eksperterne forpligter sig til at handle i offentlighedens interesse og overholde principperne i artikel 10-13. Med henblik herpå underskriver de en loyalitetserklæring.
2.Eksperterne besvarer anmodninger og andre meddelelser fra formanden samt fra sekretariatet. De afsætter de nødvendige ressourcer til at færdiggøre de tildelte opgaver efter bedste evne og inden for fristerne som beskrevet i forretningsordenen, jf. artikel 8.
Det videnskabelige panels aktiviteter udføres på en gennemsigtig måde. Sekretariatet offentliggør uden unødig forsinkelse følgende på et af Kommissionen hertil indrettet websted:
1.navnene på de eksperter, der er udpeget til det videnskabelige panel
2.cv'er og erklæringer om interesser, fortrolighed og forpligtelser for de eksperter, der er udpeget til det videnskabelige panel
3.det videnskabelige panels forretningsorden som omhandlet i artikel 8
4.udtalelser eller henstillinger i forbindelse med udførelsen af opgaver i henhold til artikel 68, stk. 3, i forordning (EU) 2024/1689, medmindre dette indebærer videregivelse af fortrolige forretningsoplysninger, forretningshemmeligheder eller Unionens strategiske interesser
5.deltagelse i og konklusioner af tematiske høringer som omhandlet i artikel 7, stk. 4.
1.Eksperterne må ikke videregive oplysninger af fortrolig karakter, som de har erhvervet sig i forbindelse med deres arbejde i det videnskabelige panel, eller som følge af andre aktiviteter, der er omfattet af denne forordning. Med henblik herpå underskriver de en fortrolighedserklæring.
2.Eksperterne overholder artikel 339 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.
3.Eksperterne overholder de fortrolighedsforskrifter vedrørende beskyttelse af EU's klassificerede informationer og følsomme ikkeklassificerede informationer, som er fastsat i Kommissionens afgørelse (EU, Euratom) 2015/443 3Kommissionens afgørelse (EU, Euratom) 2015/443 af 13. marts 2015 om sikkerhedsbeskyttelse i Kommissionen ([EUT L 72 af 17.3.2015, s. 41](https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/AUTO/?uri=OJ:L:2015:072:TOC), ELI: [http://data.europa.eu/eli/dec/2015/443/oj](http://data.europa.eu/eli/dec/2015/443/oj)). og (EU, Euratom) 2015/444 4Kommissionens afgørelse (EU, Euratom) 2015/444 af 13. marts 2015 om reglerne for sikkerhedsbeskyttelse af EU's klassificerede informationer ([EUT L 72 af 17.3.2015, s. 53](https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/AUTO/?uri=OJ:L:2015:072:TOC), ELI: [http://data.europa.eu/eli/dec/2015/444/oj](http://data.europa.eu/eli/dec/2015/444/oj))..
4.Hvis forpligtelserne som omhandlet i stk. 1-3 ikke er opfyldt, kan Kommissionen træffe passende foranstaltninger, herunder afskedigelse af eksperten fra det videnskabelige panel.
KAPITEL III
Støtte Til Markedsovervågningsmyndigheder Åbn som side
Artikel 14: Anmodninger om støtte fra markedsovervågningsmyndigheder Åbn som side
1.AI-kontoret sørger for praktiske foranstaltninger, hvormed markedsovervågningsmyndighederne kan anmode om bistand fra det videnskabelige panel i forbindelse med deres markedsovervågningsaktiviteter i henhold til forordning (EU) 2024/1689.
2.Enhver anmodning om støtte fra det videnskabelige panel skal klart angive formålet med den ønskede bistand, og skal udelukkende anmodes i forbindelse med markedsovervågningsaktiviteter i henhold til forordning (EU) 2024/1689, og dokumentere, at anmodningen om bistand fra det videnskabelige panel er både nødvendighed og forholdsmæssig.
3.AI-kontoret vurderer, hvorvidt anmodningen om støtte er nødvendig og forholdsmæssig, under hensyntagen til det videnskabelige panels tilgængelige kapacitet og nødvendigheden af at sikre effektiv adgang til eksperter for alle medlemsstater.
4.Hvis AI-kontoret efter den i stk. 3 omhandlede vurdering konkluderer, at anmodningen er nødvendig og forholdsmæssig, udpeger Kommissionen en referent og to bidragydere til opgaven i overensstemmelse med artikel 7.
5.Hvis AI-kontoret konstaterer, at den støtte, der anmodes om, ikke er nødvendig og forholdsmæssig, underretter det den anmodende markedsovervågningsmyndighed med angivelse af årsagerne til afslaget.
6.AI-kontoret behandler anmodningen senest to uger efter modtagelsen af den komplette anmodning. AI-kontoret kan når som helst, inden det træffer sin afgørelse, kræve, at den anmodende markedsovervågningsmyndighed fremlægger yderligere oplysninger for at underbygge anmodningen. I så fald anses anmodningen ikke for at være komplet, før de supplerende oplysninger er blevet fremlagt.
Artikel 15: Anmodning om bistand fra AI-kontoret Åbn som side
1.Hvis det videnskabelige panel i overensstemmelse med artikel 91, stk. 3, i forordning (EU) 2024/1689 anmoder Kommissionen om at udstede en anmodning om dokumentation eller oplysninger til en udbyder af AI-modeller til almen brug og om at give adgang til de modtagne oplysninger, i det omfang dette er nødvendigt og forholdsmæssigt for udførelsen af en opgave som omhandlet i artikel 68, stk. 3, i forordning (EU) 2024/1689 (»anmodning om bistand«), tages der behørigt hensyn til behovet for at beskytte forretningshemmeligheder og fortrolige forretningsoplysninger.
2.AI-kontoret kan anmodes om bistand af det medlem af det videnskabelige panel, som sekretariatet har udpeget som referent for en af det videnskabelige panels opgaver. En sådan anmodning fremsættes kun, hvis mindst en tredjedel af medlemmerne af det videnskabelige panel har givet referenten godkendelse hertil.
3.Anmodningen om bistand skal indeholde en klar angivelse af navnet på den anmodende referent, de anmodende bidragydere og formålet med den bistand, der anmodes om, hvor en sådan anmodning kun fremsættes med henblik på udførelsen af det videnskabelige panels opgaver i henhold til artikel 68, stk. 3, i forordning (EU) 2024/1689. For at påvise, at anmodningen er nødvendig og forholdsmæssig, jf. artikel 91, stk. 3, i forordning (EU) 2024/1689, skal det i anmodningen dokumenteres:
(a)at et afslag på anmodningen om bistand om vil forhindre den anmodende referent i at udføre sin opgave, jf. artikel 68, stk. 3, i forordning (EU) 2024/1689
(b)at mængden, omfanget, detaljeringsgraden og typen af den dokumentation og de oplysninger, der anmodes om, ikke overstiger, hvad der er nødvendigt for at udføre opgaven.
Artikel 16: Behandling af anmodningen om bistand Åbn som side
1.AI-kontoret vurderer, om udstedelse af en anmodning om dokumentation eller oplysninger rettet til en udbyder af en AI-model til almen brug er nødvendig og forholdsmæssig med henblik på udførelsen af det videnskabelige panels opgaver, under hensyntagen til behovet for at beskytte forretningshemmeligheder og fortrolige forretningsoplysninger.
2.Hvis AI-kontoret efter den i stk. 1 omhandlede vurdering konkluderer, at en anmodning om bistand er nødvendig og forholdsmæssig, kan det udarbejde en afgørelse, således at Kommissionen kan fremsætte en anmodning om dokumentation eller oplysninger til en udbyder af en AI-model til almen brug i henhold til artikel 91 i forordning (EU) 2024/1689, og give det videnskabelige panel adgang til den modtagne dokumentation eller de modtagne oplysninger.
3.Hvis AI-kontoret konstaterer, at den bistand, der anmodes om, ikke er nødvendig og forholdsmæssig, underretter det det videnskabelige panel med angivelse af årsagerne til afslaget.
4.AI-kontoret aflægger regelmæssigt rapport til udvalget om de modtagne anmodninger og de afgørelser, der træffes i forbindelse med disse anmodninger.
5.AI-kontoret behandler anmodningen senest to uger efter modtagelsen af den komplette anmodning. AI-kontoret kan når som helst, inden det træffer sin afgørelse, kræve, at det anmodende medlem af det videnskabelige panel fremlægger yderligere oplysninger for at underbygge anmodningen. I så fald anses anmodningen ikke for at være komplet, før de supplerende oplysninger er blevet fremlagt.
Artikel 17: Betingelser for at give adgang til den modtagne dokumentation eller de modtagne oplysninger Åbn som side
1.AI-kontoret sørger for sikre foranstaltninger, hvorigennem det kan stille den modtagne dokumentation eller de modtagne oplysninger, som Kommissionen har anmodet om i forbindelse med en anmodning om bistand, til rådighed for den anmodende referent i det videnskabelige panel.
2.Adgangen til de ønskede oplysninger begrænses til den udpegede referent og de anmodende bidragydere og skal være tidsbegrænset med mulighed for forlængelse efter behørigt begrundet anmodning.
3.Inden AI-kontoret giver adgang til den modtagne dokumentation eller de modtagne oplysninger, skal det kræve, at referenten forelægger:
(a)en egenerklæring om udelukkende at anvende oplysningerne til de(t) angivne formål, jf. artikel 15, stk. 3
(b)en beskrivelse af de nærmere fremgangsmåder og sikkerhedsforanstaltninger, der skal sikre fortrolig behandling af de modtagne oplysninger.
4.AI-kontoret kan afvise at give adgang til de oplysninger, der er anmodet om, hvis det på grundlag af de i henhold til stk. 3 forelagte oplysninger har grund til at antage, at der med rimelighed kan forudses risici i forbindelse med datasikkerhed eller fortrolighed.
Artikel 18: Procedure for at sende kvalificerede varslinger Åbn som side
1.En afgørelse truffet af mindst et simpelt flertal af medlemmerne af det videnskabelige panel er nødvendig for at sende en kvalificeret varsling til AI-kontoret i henhold til artikel 90, stk. 1, i forordning (EU) 2024/1689. Det videnskabelige panel kan indføre mere specifikke procedurer i sin forretningsorden, jf. artikel 8.
2.Kvalificerede varslinger skal være behørigt begrundede og mindst indeholde de oplysninger, der er fastsat i artikel 90, stk. 3, i forordning (EU) 2024/1689.
3.AI-kontoret stiller en særlig grænseflade til rådighed for sikker afsendelse af kvalificerede varslinger. Denne grænseflade skal som minimum indeholde følgende funktioner:
(a)afsendelse af kvalificerede varslinger i henhold til artikel 90, stk. 1, i forordning (EU) 2024/1689
(b)tilbagetrækning af kvalificerede varslinger, berigtigelse af oplysninger i kvalificerede varslinger og ændring af kvalificerede varslinger
(c)afslutning af kvalificerede varslinger.
Artikel 19: Behandling af kvalificerede varslinger Åbn som side
1.AI-kontoret evaluerer de kvalificerede varslinger, der foretages i henhold til artikel 90, stk. 1, i forordning (EU) 2024/1689, og træffer afgørelse om, hvorvidt der skal iværksættes foranstaltninger som omhandlet i artikel 91-93 i nævnte forordning. Hvis AI-kontoret beslutter ikke at iværksætte foranstaltninger som omhandlet i artikel 91-93, afslutter det den kvalificerede varsling.
2.AI-kontoret behandler den kvalificerede varsling senest to uger efter modtagelsen af den komplette kvalificerede varsling. AI-kontoret kan når som helst, inden det træffer sin afgørelse, kræve, at det anmodende medlem af det videnskabelige panel fremlægger yderligere oplysninger for at underbygge anmodningen. I så fald anses den kvalificerede varsling ikke for at være komplet, før de supplerende oplysninger er blevet fremlagt.
3.Inden AI-kontoret iværksætter de i stk. 1 omhandlede foranstaltninger, underretter det udvalget i overensstemmelse med artikel 90, stk. 2, i forordning (EU) 2024/1689.
4.Hvis AI-kontoret beslutter at iværksætte en foranstaltning i henhold til artikel 91-93 i forordning (EU) 2024/1689, udpeger sekretariatet i samråd med formanden for det videnskabelige panel en referent og to bidragydere med ansvar for at rådgive Kommissionen i forbindelse med vedtagelsen af foranstaltningerne.
(1)Der bør oprettes et videnskabeligt panel bestående af uafhængige eksperter inden for kunstig intelligens (»det videnskabelige panel«) for at støtte håndhævelsesaktiviteter i henhold til forordning (EU) 2024/1689 og rådgive og støtte Det Europæiske Kontor for Kunstig Intelligens (»AI-kontoret«) i udførelsen af dets opgaver.
(2)Medlemmerne af det videnskabelige panel bør udnævnes på grundlag af objektive kriterier og efter en offentlig indkaldelse af interessetilkendegivelser. Udvælgelseskriterierne i indkaldelsen af interessetilkendegivelser bør sikre, at der udvælges højt kvalificerede flerfaglige og tværfaglige eksperter med et tilstrækkeligt niveau af aktuel videnskabelig, socioteknisk eller teknisk ekspertise, der vedrører forskellige aspekter af kunstig intelligens (»AI«) eller virkningerne af kunstig intelligens, eller som på anden måde er relevant for en effektiv håndhævelse af forordning (EU) 2024/1689, herunder ekspertise inden for berørte sektorer, grundlæggende rettigheder og ligestilling, alt efter hvad der er relevant, og at de er i stand til at handle uafhængigt og i offentlighedens interesse. Ansøgningsproceduren bør fremgå af indkaldelsen af interessetilkendegivelser. Dokumentation til støtte for ansøgninger kan omfatte erklæringer, der attesterer ansøgernes videnskabelige, sociotekniske eller tekniske ekspertise, og som er udstedt af en offentlig myndighed i en EU- eller EFTA-medlemsstat, der er medlem af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.
(3)For at sikre, at det videnskabelige panel fungerer effektivt, samtidig med at der sikres mangfoldighed i ekspertisen, bør antallet af eksperter, der skal udpeges til det videnskabelige panel, ikke overstige 60, som det blev fremført i høringen af Det Europæiske Udvalg for Kunstig Intelligens (»udvalget«). For hver mandatperiode bør antallet af eksperter, der skal udpeges til det videnskabelige panel, fastsættes og specificeres i indkaldelsen af interessetilkendegivelser på grundlag af den forventede arbejdsbyrde og den nødvendige ekspertise, og dette antal bør i hvert enkelt tilfælde fastlægges i samråd med udvalget. Kommissionen vil vurdere det maksimale antal eksperter på grundlag af de indhøstede erfaringer og overveje at revidere det som led i en eventuel gennemgang af denne forordning.
(4)Der bør fastlægges principper for udvælgelsen af en mangfoldig ekspertgruppe. Kommissionen bør så vidt muligt sikre en ligelig kønsfordeling og en retfærdig geografisk repræsentation ved udvælgelsen af eksperter. For at opnå en retfærdig geografisk repræsentation bør der udnævnes mindst én statsborger fra hver EU-medlemsstat og fra hvert medlem af Den Europæiske Frihandelssammenslutning, som også er medlem af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, forudsat at der er en ansøger fra disse lande, der opfylder kriterierne i indkaldelsen. Under alle omstændigheder bør der højst være tre eksperter fra hvert af disse lande. I erkendelse af betydningen af at indføre mangfoldige perspektiver i det videnskabelige panel bør statsborgere fra tredjelande kunne udpeges som eksperter. Mindst fire femtedele af eksperterne i det videnskabelige panel bør dog være statsborgere i en EU-medlemsstat eller i et medlem af Den Europæiske Frihandelssammenslutning, der også er medlem af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.
(5)For at sikre, at det videnskabelige panel fungerer effektivt, bør AI-kontoret og Europa-Kommissionens Fælles Forskningscenter i fællesskab varetage deres sekretariat.
(6)Det videnskabelige panels organisation bør sikre fleksibilitet, således at den specialiserede viden kan anvendes på baggrund af krævede behov. Med henblik herpå bør formanden og sekretariatet udpege en referent og relevante bidragydere til det videnskabelige panels individuelle opgaver under hensyntagen til bl.a. ekspertise, herunder sektorspecifik ekspertise, tilgængelighed, mulige interessekonflikter og sikkerhedsmæssige betænkeligheder.
(7)I betragtning af det videnskabelige panels bidrag til at nå målene for Unionens politikker ved at støtte håndhævelsesaktiviteter i henhold til forordning (EU) 2024/1689 bør eksperterne modtage passende aflønning for udførelsen af det videnskabelige panels opgaver efter anmodning fra AI-kontoret. Denne aflønning bør fastsættes i overensstemmelse med de i Kommissionen gældende bestemmelser, navnlig artikel 237 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1046 2Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 af 18. juli 2018 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget, om ændring af forordning (EU) nr. 1296/2013, (EU) nr. 1301/2013, (EU) nr. 1303/2013, (EU) nr. 1304/2013, (EU) nr. 1309/2013, (EU) nr. 1316/2013, (EU) nr. 223/2014, (EU) nr. 283/2014 og afgørelse nr. 541/2014/EU og om ophævelse af forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 ([EUT L 193 af 30.7.2018, s. 1](https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/AUTO/?uri=OJ:L:2018:193:TOC), ELI: [http://data.europa.eu/eli/reg/2018/1046/oj](http://data.europa.eu/eli/reg/2018/1046/oj))..
(8)For at undgå interessekonflikter i forbindelse med udførelsen af deres opgaver bør eksperterne i det videnskabelige panel være uafhængige af enhver udbyder af AI-systemer eller AI-modeller til almen brug og bør handle uafhængigt, upartisk og objektivt. For at sikre tillid til det videnskabelige panels arbejde bør eksperterne udarbejde interesseerklæringer og tilsagn om at handle i offentlighedens interesse, som bør gøres offentligt tilgængelige. Af samme grund bør det videnskabelige panels opgaver udføres på en gennemsigtig måde, og dets sammensætning bør gøres offentligt tilgængeligt.
(9)For at gøre det muligt at styrke den nationale kapacitet, der er nødvendig for en effektiv håndhævelse af forordning (EU) 2024/1689, bør medlemsstaternes markedsovervågningsmyndigheder kunne anmode om støtte fra det videnskabelige panel til deres håndhævelsesaktiviteter i henhold til nævnte forordning. AI-kontoret bør sørge for de praktiske foranstaltninger, hvormed medlemsstaterne kan anmode om en sådan støtte, Anmodninger bør være nødvendige og forholdsmæssige og behandles rettidigt af AI-kontoret.
(10)For at sikre, at det videnskabelige panel effektivt kan udsende kvalificerede varslinger til AI-kontoret i henhold til artikel 90 i forordning (EU) 2024/1689, bør der fastsættes betingelser, procedurer og nærmere ordninger for udstedelsen af sådanne kvalificerede varslinger. AI-kontoret bør tilvejebringe en sikker grænseflade, hvorigennem det videnskabelige panel kan sende kvalificerede varslinger og dokumentation til understøttelse af sådanne varslinger. I betragtning af relevansen og de mulige konsekvenser af en kvalificeret varsling for en udbyder af en AI-model til almen brug bør en sådan varsling kræve, at mindst et simpelt flertal af medlemmerne af det videnskabelige panel træffer en afgørelse herom.
(11)For at give det videnskabelige panel beføjelse til effektivt at udføre sine opgaver, jf. artikel 68, stk. 3, i forordning (EU) 2024/1689, bør der fastsættes betingelser, procedurer og nærmere ordninger for, hvordan det videnskabelige panel og dets medlemmer kan anmode AI-kontoret om bistand til udførelsen af dets opgaver. Det bør navnlig fastsættes, hvordan det videnskabelige panel kan anmode Kommissionen om at udstede en anmodning om oplysninger til en udbyder af en AI-model til almen brug i henhold til artikel 91, stk. 3, i forordning (EU) 2024/1689.
(12)En sådan anmodning bør fremsættes af et medlem af det videnskabelige panel, der er udpeget som referent for det videnskabelige panel, med støtte fra mindst en tredjedel af medlemmerne af det videnskabelige panel. Anmodningen bør behørigt begrunde, hvorfor en anmodning om oplysninger og adgang til de ønskede oplysninger er nødvendig for udførelsen af det videnskabelige panels opgaver. AI-kontoret bør vurdere nødvendigheden og proportionaliteten af anmodningen under hensyntagen til behovet for at beskytte forretningshemmeligheder og fortrolige forretningsoplysninger. Hvis AI-kontoret beslutter at imødekomme anmodningen, bør det udarbejde en anmodning om oplysninger fra den pågældende udbyder, der skal udstedes af Kommissionen, og stille de modtagne oplysninger til rådighed for de relevante medlemmer af det videnskabelige panel. AI-kontoret bør indføre sikre tekniske midler, som bør være egnede til formålet og fungere efter en passende høj standard, til at give adgang til sådanne oplysninger, og denne adgang bør begrænses til de anmodende medlemmer af det videnskabelige panel, som bør være den udpegede referent og de relevante bidragydere til en opgave inden for rammerne af for det videnskabelige panel. De anmodende medlemmer bør, inden de modtager oplysningerne, indgive en egenerklæring om, at de kun har til hensigt at anvende oplysningerne til det angivne formål, og en beskrivelse af de nærmere fremgangsmåder og garantier for at sikre fortrolig databehandling. AI-kontoret bør kunne afvise en anmodning, hvis det på grundlag af de oplysninger, der er indgivet af et medlem af det videnskabelige panel, har grund til at antage, at der med rimelighed kan forudses risici i forbindelse med datasikkerhed eller fortrolighed.
↑[2]Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 af 18. juli 2018 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget, om ændring af forordning (EU) nr. 1296/2013, (EU) nr. 1301/2013, (EU) nr. 1303/2013, (EU) nr. 1304/2013, (EU) nr. 1309/2013, (EU) nr. 1316/2013, (EU) nr. 223/2014, (EU) nr. 283/2014 og afgørelse nr. 541/2014/EU og om ophævelse af forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 (EUT L 193 af 30.7.2018, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2018/1046/oj).
We use cookies to understand how the explorer is used. Functional cookies are
always on; everything else is your choice, shared with
artificialintelligenceact.eu so you are only asked once. Read the
Cookie Policy and the
Privacy Statement.