AI Act Documents:

Artikel 67: Det rådgivende forum

Træder i kraft 2. august 2025, i henhold til Artikel 113(b)
1. Der oprettes et rådgivende forum til at yde teknisk ekspertise til og rådgive AI-udvalget og Kommissionen og bidrage til deres opgaver i henhold til denne forordning.
2. Det rådgivende forums medlemmer skal repræsentere et afbalanceret udvalg af interessenter, herunder industrien, iværksættervirksomheder, SMV'er, civilsamfundet og den akademiske verden. Der skal være balance mellem det rådgivende forums medlemmer med hensyn til kommercielle og ikkekommercielle interesser og inden for kategorien af kommercielle interesser med hensyn til SMV'er og andre virksomheder.
3. Kommissionen udpeger medlemmerne af det rådgivende forum i overensstemmelse med kriterierne i stk. 2 blandt interessenter med anerkendt ekspertise inden for AI.
4. Mandatperioden for medlemmerne af det rådgivende forum er to år, som kan forlænges med højst fire år.
5. Agenturet for Grundlæggende Rettigheder, ENISA, Den Europæiske Standardiseringsorganisation (CEN), Den Europæiske Komité for Elektroteknisk Standardisering (Cenelec) og Det Europæiske Standardiseringsinstitut for Telekommunikation (ETSI) er permanente medlemmer af det rådgivende forum.
6. Det rådgivende forum fastsætter selv sin forretningsorden. Det vælger to medformænd blandt sine medlemmer i overensstemmelse med kriterierne i stk. 2. Medformændenes mandatperiode er på to år og kan forlænges én gang.
7. Det rådgivende forum afholder møder mindst to gange om året. Det rådgivende forum kan indbyde eksperter og andre interessenter til sine møder.
8. Det rådgivende forum kan udarbejde udtalelser, anbefalinger og skriftlige bidrag på anmodning af AI-udvalget eller Kommissionen.
9. Det rådgivende forum kan oprette stående eller midlertidige underudvalg, alt efter hvad der er relevant med henblik på undersøgelse af specifikke spørgsmål vedrørende denne forordnings formål.
10. Det rådgivende forum udarbejder en årlig rapport om sine aktiviteter. Denne rapport offentliggøres.